Claus Solvig stiller op til valg
– giv ham din stemme, og den bliver hørt!
Claus Solvig er din kandidat til Coop Danmarks bestyrelse, som han genopstiller til ved valget i november 2009. Han repræsenterer dig, HK og ikke mindst hele Coop Faglig. Siden 2001 har Claus Solvig været din repræsentant i Coops bestyrelse. Han fortjener et genvalg.
Kort om Claus
Claus Solvig er 46 år og har været ansat i Coop i 28 år. Claus Solvig har en række faglige tillidsposter, som kollegaerne gennem årene har valgt ham til. Ud over at være formand for Coop Faglig, er han også fællestillidsmand for HK medlemmerne på Coops hovedkontor og Albertslunds Tørvare center.
Claus Solvig er landsklubformand for Landsklubben Coop Kontor og Logistik (CKL) samt næstformand i KBL. Han er også medlem af FDBs Landsråd. Han sidder i bestyrelsen for HK Handel Hovedstaden, næstformand i Coop Ferie, OSU logistik og UU-Fonden nyder også godt af hans engagement. Og så er Claus Solvig medarbejdervalgt medlem af Coop Danmarks bestyrelsen.
Sådan startede det
Claus Solvig startede som ungarbejder i Kvickly Rødovre og blev senere butiksuddannet i SuperBrugsen Tårnby Torv. Han har arbejdet i postafdelingen i FDB, kørt truck på Albertslund Tørvare center og har siddet på kørsels- og lagerkontoret i Albertslund. I 1997 blev Claus valgt som tillidsrepræsentant.
I spidsen for fællesskabet
Coop Faglig består af alle de faglige klubber i Coop, og det er HK, NNF, Metal og 3F. Claus Solvig er som formand for Coop Faglig bindeled for alle LOs medlemmer. Han er i daglig kontakt med de øvrige forbunds landsklubformænd. Han er et engageret, loyalt og omsorgsfuldt menneske, der til daglig hjælper kollegaerne med deres arbejdsforhold. Han har fingeren på pulsen.
Du skal sætte dit kryds ved Claus Solvig, fordi han brænder for sit hverv; at få medarbejderindflydelse til dig. At din stemme høres og mærkes i toppen af Coop Danmark. Det vil Claus Solvig gøre alt for.
Uddannelse er nøglen
Uddannelse har en høj prioritet hos Claus Solvig, fordi udvikling, nyskabelse og vigtigst af alt personlig gevinst, skabes gennem uddannelse. Den er nøglen til udvikling.
Claus Solvig er uddannet i professionelt bestyrelsesarbejde og gennemfører netop nu en Erhvervsakademiuddannelse i ledelse for at være opdateret og i stand til at kunne matche mod- og medparter.
En menneskeret at have et godt arbejdsmiljø:
For Claus Solvig er arbejdsmiljø – både det fysiske og psykisk - et område, der ikke kan komme fokus nok på. Det er en menneskeret at have et godt arbejdsmiljø.
Husk at stemme - det er uhyre vigtigt, at vi bevarer indflydelsen. Det gavner os som medarbejdere, at vi er med ved bordet, hvor de store beslutninger træffes, og at vi viser, at vi er i stand til at bidrage konstruktivt og ansvarsfuldt i driften af vores fælles virksomhed.
”Jeg genopstiller til Coop Danmarks bestyrelsen som medarbejdernes repræsentant, fordi jeg både vil og kan involvere Coop Danmarks bestyrelse i vores oplevelser, udfordringer og de problemstillinger, som vi møder i vores dagligdag. Og vigtigst af alt, at vi som medarbejdere fastholder den indflydelse, vi igennem årene har opbygget og ikke mindst har den optimale mulighed for at påvirke beslutninger”, siger Claus Solvig. Din og dine kollegaers sikre valg til Coop Danmarks bestyrelse.